Costa Tropical: Rejseekspertens dagbog
Forud for vores nye temarejse "Langtidsferie på Costa Tropical" er jeg rejst til Spanien for at udforske vores nye rejsemål.
Byen hedder Almunecar og ligger ca. 1 times kørsel fra Malaga. En meget flot og autentisk by. Ophold på det 4-stjernede hotel Bahia Almunecar, som ligger midt i byen. 5 minutters gang til strand. Hotellet byder på lækre værelser og halvpension under hele opholdet.
Under mit ophold på Costa Tropical har jeg dels boet på hotellet og dels også spist der. Hotellet hedder Bahia de Almunecar og er 4-stjernet. Høflig, venlig og imødekommende personale samt rigtig god mad. Aftensmaden består af buffet, og der skiftes retter hver dag.
Jeg har også udforsket området og bl.a. besøgt fredagsmarkedet i Almunecar. Et meget mere autentisk marked end dem man fx ser på Mallorca eller De Kanariske Øer med lokale råvarer mv. Herefter til den hyggelige bjergby Frigilliana, en meget smuk by. Turen sluttede med et besøg på udsigtspunktet Balcon de Europa i byen Nerja. Her skulle man på en klar dag kunne se helt til Afrika. Det kunne vi desværre ikke, men han fik da lige hilst på El Ray Alfonso xII , som er en gammel spansk konge.
Dagen efter gik turen så op i bjergene til området "La Alpujarra" den øde frodighed. Helt øde var der nu ikke. Vi besøgte ikke mindre end 3 meget forskellige byer. Først Lanjaron som er en hyggelig by beliggende i 659 m højde. Det er bl.a. herfra flaskevandet Lanjaron, som er smeltevand fra Sierra Nevada kommer. Man får også her nogle af de bedste lufttørrede skinker i Spanien. En spændende by, hvor man godt kan føle sig sat 20 - 30 år tilbage i tiden, se blot Agfa skiltet, eller isenkræmmerbutikken med 1001 forskellige ting hængende i loftet.
Efter at have vandret rundt i de hyggelige gader krøb vi højere op til byen Pampaneira som ligger ca. 12 km kørsel længere oppe og i 1050 m højde. Byen er nok lidt mere turistet, men på den gode måde. Kunsthåndværk som keramik og groft vævede tæpper og rindende vand i gaderne. Efter en god frokost krøb vi endnu længere op til byen Bubion som ligger i 1300 m højde. Det kunne man godt fornemme, da skyerne på et tidspunkt næsten strøg henover hovedet på os. Så begyndte nedstigningen, og vi er nu, efter en flot tur, tilbage på vores gode hotel. Undervejs passerede vi en sø med en imponerende dæmning og et utal af vejbroer henover.
Hans Berthelsen, rejsekonsulent
Hans har over 40 års erfaring i rejsebranchen.
Han har rejst i bl.a. Europas storbyer, Spanien,
USA, Canada, Argentina, Kina og Australien.
Hans er ekspert i danske grupperejser, temarejser
og skræddersyede ferierejser.
Kunne du tænke dig at komme på langtidsferie på Costa Tropical? Læs mere her: